Langt ude eventyr

Kontakt os

Langt ude eventyr

Kontakt os

kom tættere på

Vi deler gerne ud af eventyrene og håber at inspirere jer til jeres egne!

Foredrag

Slædepatruljen SIRIUS

Ved et foredrag om Slædepatruljen SIRIUS kommer du helt tæt på livet som slædekusk i det vilde og øde Nordøstgrønland. Du hører om møder med polarulve og isbjørne, kraftige stormvejr der lukker alting ned, iskolde vinde der kryber gennem tøjet, sne så langt øjet rækker og et helt særligt sammenhold mellem mennesker og hunde. Du får indblik i, hvad der får en ung mand til at stoppe på en anerkendt uddanelse for at søge polareventyret, og du kommer helt tæt på de tanker og følelser, den store stilhed fylder én med under de op til 5 måneder lange slæderejser.

Anders fortæller åbent og ærligt om sin tid ved Slædepatruljen SIRIUS og giver plads til både alvorstunge emner og sjove røverhistorier. Foredraget tilpasses det enkelte publikum og kan blandt andet fokusere på ungdommelig eventyrlyst, samarbejde og kommunikation, det at turde gå sine egne veje, mødet med liv og død eller noget helt femte. Til alle foredrag vil der være plads til en god dialog og mulighed for at lokalets stemning og spørgsmål fra tilhørerne former fortællingen til det, den skal være.

Kontakt Anders her og læs mere om Slædepatruljen SIRIUS på vores side her.

Et år på eventyr

Tag med ud i kajak på det levende Vesterhav, på cykel ad

snoede landeveje gennem det mangfoldige Europa og på ski ud

i den arktiske ødemark, hvor man kun har sig selv og hinanden at støtte sig til.

Igennem et år har vi udlevet tre store drømme og eventyr; Vi har roet Danmark rundt i kajak, cyklet gennem Europa til Rom og været på tre måneders skiekspedition på

Svalbards hovedø Spitsbergen. I vores foredrag tager vi jer med bag kulisserne og fortæller om store oplevelser, uoverskuelige udfordringer, dybfølte sejre og hårde strabadser i regn, vind, sand, slud og sne. Vi giver et indblik i livet som nomader, det simple liv på tur og de problemstillinger, der kan være i at balancere et parforhold med det makkerskab, man skal have på en krævende tur. Vi vender alvorlige emner som potentielle ulykker og samtaler om døden, og fortæller sjove anekdoter, der vil trække i smilebåndene.

Vores håb er at inspirere flere til at kaste sig ud i deres egne eventyr og turde søge egne mål. Vi vil i vores foredrag fortælle, hvordan vi selv omsatte egne drømme til eventyr samt give håndgribelige råd til forberedelse, målsætning og kommunikation før, under og efter. Foruden selve foredraget sætter vi en dyd i altid at være til stede til en uformel diskussion, hvor man kan spørge os om alt og få en snak om egne eventyr, tanker og projekter. Foredraget tilpasses det enkelte publikum.

Kontakt os gerne her, hvis det har interesse.

”Jeg er så glad for at en fyldt sal fik at høre, hvad du havde på hjerte - det var så intenst på bedste rolige måde, stærkt og også bevægende! Bare TAK!”

Tilhører til foredrag om Slædepatruljen SIRIUS ved Sct. Mortens Sogn i Næstved

PODCAST - nysgerrig på refleksioner under slæderejser ved sirius?

Lyt til afsnittet "Det er storslået at føle sig lille" i podcasten Maries Rum - om tro og eksistens, hvor Anders fortæller om tanker og følelser under de lange slæderejser ved Slædepatruljen SIRIUS og om konfrontationen med liv, død og eksistens.

Find afsnittet her eller hvor du normalt hører dine podcasts.

Langt ude Eventyr

info@langtudeeventyr.dk

Sociale medier